Steffen Lejre peptalkede…..det gør han hver gang! Og han gør det godt. Med patos, livserfaring og engagement – som ægte VBK’er, altid VBK, med 3 børn på holdet – lyttende, og en far, der også var formand.
Jeg stod op. Op advert vinduenskarmen. Hvilket jeg altid gør. Mit spændingsniveau umuliggør at sidde ned.
I vindueskarmen stod et par gamle og upudsede pokaler. Jeg kunne canine skimte et navn, som i sidste sæson anonymt medsponserede vores ungdomsbrochure. Navnet optrådte på “Aktiv pokalen”.
Torsdag aften den 19. december pudsede jeg den op. Efter en eftermiddag med juleafslutning i Den Retailer Hal. Omtrent 30 børn og mindst lige så mange forældre. Frit spil, æbleskiver, alkoholfri gløgg, slik, pebernødder, kaffe, uddeling af julegaver til alle de lønnede trænere og bluser til ungdomsspillerne. Bluserne var sponseret af et malerfirma, ejet af en far til en teenager på Steens maintain. Faren holdt sig beskedent i baggrunden.
————— ▪️ —————
Tilbage til sporet…..
Hjemme i Det Hvide Hus, efter fælles pizza i hallen med nogle nære frivillige, min kæreste og et par unge spillere efter arrangementet, pudsede jeg også de få tilbageblevne pokaler, som jeg har gemt.
“Har du smidt resten ud?” Ja. Og naked for en ordens skyld. Så mange var der heller ikke! Males med mange flytninger i fortiden – og mange år i livs-manegen, er man nødt til en gang imellem at smide ting ud. Selvom det gør ondt. Hver gang.
Jeg har beholdt 4 små pokaler (….og 3 runde bakker)
“Pokalen for flid” i 1977-78, hvor jeg var minipuslinge, KBK klubmester pokalen (Kolding!) i HS fra samme år og 1979-1980 som puslinge – og VBK klubmester 2018!
VBK klubmester….40 år efter første pokal….hvorfor canine den?
Holder man for øvrigt stadig klubmesterskab for de voksne ude i klubberne?
Tjah….males vi gjorde! I 2018!
Canine mest som et impulsivt gimmick.
Vi skulle i ungdom afholde klubmesterskaber, og Steen og jeg ville også spille. Så vi arrangerede vores egen klubmesterskab midt i ungdommen, og fik deltagelse af den ca 30 år yngre Jonas.
3 pokaler fra ungdommen i 70’erne og én fra 2018 vidner om et langt liv i badminton.
Den sidste blev gemt som et konkret minde om en afsluttet epoke.
————— ▪️ —————
Maintain nu kæft, der er i de mellemliggende år blevet spillet mange holdkampe, som den omtalte med DS-holdet lørdag den 7. december 2024.
Det er blevet til mange ture i tog, bus, bil og fly – og på cykel og gåben til turneringer og holdkampe.
Megen samvær med mange mennesker.
Mange snakke.
Mange øl.
Mange sæt.
Mange uenigheder om ude/inde….afgjort af os selv, uden dommer.
Mange diskussioner underneath og efter kampe. Om badminton. Med temperament.
Mange venskaber, gamle og nyere, som dem jeg har fået i Vordingborg, hvor jeg flyttede til i…..var det 2004?
Jeg er tilflytter til en gammel klub. En klub med en lang fortid og egne “rutiner”, som nu Steffens peptalk. En peptalk, jeg kommer til at savne, når han går på pension ved udgangen af denne sæson.
I VBK siger vi “hæderligt”, når noget er vildt godt. Der er noget jysk over det, som jeg godt kan li…..som jyde! Noget kraftigt underspillet. “Kom nu ik’ for godt i gang jantelovsagtigt”!
Hver klub har sine “rutiner”. Deres oprindelse fortaber sig ofte i kollektiv forglemmelse. Males de går i arv.
Eller uddør og erstattes af noget nyere….forhåbentligt!
I Kolding drak vi en liter øl gennem seks sugerør. Efter kampen. I konkurrence med udeholdet. Gentagne gange.
I Viby drak vi af støvlen. Uhhhhh.
I Smash på Frederiksberg endte fredagstræningen ofte med mad og øl……i tennisklubbens restaurant….og senere ude på Allégade.
I Næstved…. Tjah, var der kun én sæson og husker mest det hårde gulv.
I Værløse på Sjællandsserieholdet med de unge var vi ældre mest chauffører, males på veteranholdet fastholdt vi fællesspisningen….hyggen!
I mine år i fransk badminton – det blev til 7-8 år i Purple Star Mulhouse, blev det til masser af kulturel berigelse – at nyde ét glas vin, den dejlige mad og observere franskmændenes konversationskunst….og rigtig mange flyture til det skønne land.
I VBK er det som sagt peptalk, “hæderligt”, samværet med de jævnaldrende, vores “mentor-rolle”…..hvis altså de yngre vil at lytte 😂, roen, de faste pladser i omklædningen, fortidens minder som vi deler og øser ud af…..og den gamle hal, som vi betragter som vores.
————— ▪️ —————
Pokaler er konkrete minder. Håndgribelige ting fra fortiden, hvori der indlejrer sig en masse historier.
Meget er gået i glemmebogen. Og smidt ud! Desværre og gudskelov.
Tilbage er nogle få højdepunkter, begivenheder, indtryk, sejre, nederlag, følelser og glæder (hvilket også involverer det andet køn ¯_(ツ)_/¯ )…..og pokaler.
I slagbænken ligger også 5 mapper med avisudklip, programmer fra ungdomstiden, fotos……jeg var tæt på at smide det hele ud for nogle uger siden!
Hvad skal jeg med alt det, min far gemte og satte i system?
Jeg ved det ikke.
Mapperne fik canine lov til at overleve min OCD og oprydningstrang endnu en gang.
Pokalerne får med garanti lov at blive. De fylder heller ikke så meget.
Og når jeg sidder i mit køkkenalrum, med en kop morgenkaffe, i fred og ro, og kigger rundt, så stopper mine øjne af og til på de små metaldimser med indgraveringerne, og så får jeg et kort flashback til dengang, hvor jeg var 12-13 år – og havde langt, hvidt hår, livet foran mig og generelt naked var ubekymret.
Det er længe siden.
Det har været nogle vidunderlige badmintonår!
Årene formede mig som menneske.
Gav mig et mega netværk og nogle nære venskaber.
Sikke mange oplevelser.
Sikke en tid!
🙏🏻 PDJ ❤️🕯️🎄
