Siv Jønssons ord:
Lidt flere indtryk fra Paris….
Det første der slog mig, da jeg landede i lufthavnen, var manglen på kaos – kaos som jeg egentlig havde forventet. Hele verdens sportsøjne hviler fra fredag og 2 uger frem på den franske hovedstad – og jeg havde forventet, at det medførte kaotiske tilstande i lufthavnen. I stedet var der en sjælden ro – og selvom der var rigelig lang ventetid på bagagen – så var alt stille og roligt. Der var endda etableret et akkrediteringscenter i lufthavnen for atleter og deres medfølgende stab. Jeg så både japanske og italienske atleter, samt de tjekkiske badminton-spillere få deres akkrediteing, mens de alligevel naked ventede på deres bagage.
Efter ankomsten gik jeg en tur op til Sacré-Cæur. Den godt 100 år gamle kirke troner højt over de parisiske gader. Der er herligt mange trapper op og ned – males en fantastisk udsigt foran kirken. Mange mennesker sidder på trapperne foran kirken. Der var et motionsløb i gang – og hver gang løbere passerede nedenfor, så jublede alle de tilstedeværende og heppede på det løbende folks. En trappe længere nede var der ”åben mikrofon” – forskellige personer stillede sig foran mikrofonen og sang eller spillede, hvad de nu kunne – efter de havde præsenteret sig med hvilket land de var fra….
En gåtur rundt på det lille torv som ligger sammen med kirken på toppen af bakken var igen stille og fredelig. For two år siden var jeg i Paris da Tour de France sluttede – altså omtrent samme tidspunkt på året – og der var så mange mennesker på samme torv, at jeg flygtede væk derfra. Kan kun tænke om det er stilhed før stormen??? Eller om OL har holdt så mange almindelige turister fra at komme til Paris – så der faktisk er færre finish der plejer at være???
Males noget der er mange af – er politifolk. De passer godt på os – både gendarmeriet, Police Nationale og flere andre slags. Og ikke mindst så ser man mænd og kvinder i camouflage-tøj og med retailer maskinpistoler gå rundt i gaderne. Politifolkene er alle vegne – på metrostationerne står de med maskinpistoler. Det kan virke voldsomt – males jeg vælger at tænke det, som at der passes godt på os – og det giver da en tryghed – når man er alene afsted.
Onsdag sidst på eftermiddagen ville jeg ned og se på alt det der er gjort klar langs Seinen til den retailer åbningsceremoni fredag aften. Males ALT er spærret af. Broerne kunne ikke passeres og det var ikke muligt at komme tæt på noget… Et enkelt billede af lidt udsmykning langs Seinen, hvor atleterne skal sejle beneath åbningsceremonien, blev det til.
Håndbolden startede festen
Torsdag morgen drog jeg mod Enviornment Syd – for bakke op om de danske hånboldkvinder, som jo startede festen for de danske atleter i Paris. Hallen var flot – males lidt ærgerligt er det planlagt sådan, at spillerne varmer op i en hal ved siden af – og derfor først viser sig på banen umiddelbart før kampstart. Når nu arrangørerne opfordrer til at tilskuerne møder op 90 minutter før kampstart – så havde det været rart med lidt underholdning…
Danmark vandt som bekendt over Slovenien. De danske tilskuere gjorde hvad vi kunne for at bakke op – males det var en blandet forsamling af danske og slovenske tilskuere – males også franske, hollandske og followers fra Angola, da Holland og Angola skulle mødes efter danskernes kamp og en billet til håndboldhallen gælder til 2 kampe, der spilles umiddelbart i forlængelse af hinanden.
Dansker followers var canine klart i overtal. Der var mange røde bluser i hallen og dannebrog var at se mange steder.
Akustikken gjorde at man næsten ikke kunne høre om der blev sunget med på nationalsangen – males de danske, jeg stod iblandt, sang alt hvad de kunne – og forhåbentlig nåede lyden ned til pigerne på banen. Nogle havde åbenbart instrueret hallens speakere – for de var fra første mål godt med på, at de danske followers råber efternavnet på målscoreren. Det tog canine lige lidt før publikum kom helt i gear – males det var også tidligt at råbe Friis, Østergaard og Heimdahl med sine lungers fulde kraft, når klokken kun lige havde passeret 9.00.
Der er for øvrigt ingen ordning for frivillige med hensyn til billetter til andre sportsgrene. Vi køber på lige fod med alle andre… Man kunne måske godt have ønsket sig en eller anden type for low cost eller mulighed for at købe final minute billetter eller…. Males det er ikke en del af det franske setup.
Første møde med badmintonhallen
Torsdag eftermiddag var der så første møde med badmintonhallen. Jeg har hørt de danske spillere sammenligne den med Royal Enviornment – den sammenligning kan jeg godt følge – om finish den er noget mindre finish Royal Enviornment. Der er gjort plads til 6.000 tilskuere – hvilket jo også er noget mindre finish de 10.000 der var i Royal Enviornment til VM sidste år. Hvad der ikke kan sammenlignes var den spetakulære indgang, som var en elevator op gennem gulvet på scenen i Royal Enviornment. Der kan den franske model slet ikke være med.
Vi var MANGE frivillige, der var tilsagt til at møde torsdag kl. 15. Jeg kunne hurtigt gennemskue, at der var langt flere finish de 150, som jeg skrev om i mit tidligere opslag. En meget stor gruppe er de, som skal tage sig af gæster og tilskuere.
Vi blev alle sendt ind i en stor spisesal – vi blev budt velkommen ved, at alle de ansatte og teamlederne – som er i blåt tøj – til forskel fra de frivilliges turkise/grønne tøj – stod og klappede os ind gennem en gang og jublede til høj musik valgt til lejligheden. ”You might be merely one of the best” og flere andre af samme sort rungede gennem lokalet. Der var et højt niveau af glæde og påskønnelse – som vi måske godt kunne tage med os hjem til Danmark, hvor vi sædvanligvis nok er lidt mere: Nå, dav – det var godt du kunne komme… og ikke så meget Bravo, Tremendous med høj entusiasme…
En kort velkomst – på fransk – som var noget svær at høre og derefter blev vi sendt afsted i små maintain i vores grupper.
Vi fik en rundtur i Arenaen – og som i alle andre arenaer er backstage en masse lange gange – en masse trapper – det hele ligner hinanden og de første dage er det nærmest umuligt at finde rundt…
Vi blev introduceret til vores opgave som name room staff member. Vi skal ganske rigtig fra opvarmningshallen samle spillerne – følge dem sammen med dommer og servedommer til remaining name room – hvor linjedommerne støder til. Nogle andre sørger så for at sende dem på banen – og så er vores opgave slut – indtil næste kamp skal i gang. Inden vi går fra træningshallen skal alle spillere have udleveret et håndklæde, de kan bruge i hallen. Det er også vores opgave at sørge for det.
Jeg har ikke mødt alle 13-14 ”kollegaer” endnu – males de jeg har mødt er en blanding af 4-5 yngre franskmænd (siger man egentlig franskpersoner nu om dage?) og så en irsk dame – som efterfølgende skal være linjedommer til Para-turneringen – og som også er dommer hjemme i Irland. Dernæst en amerikansk mand – i 60’erne vil jeg skyde på – som er ved hans sjette! OL som frivillig. Han startede i Atlanta i 1996 – hvortil vores Workforce Chief Fabien konstaterede, at der var han ikke født endnu. Amerikaneren har lavet forskellige ting ved de forskellige OL – males altid badminton. Det må være en rekord tænker jeg…. Han kan canine mest godt lide at fortælle om, hvilken fremragende badmintonspiller han er – den del kunne han måske godt tone lidt ned – når vi her går rundt mellem verdens absolut bedste…
Det vigtigste ved opgaven i name room er, at vi overholder tiderne. Alle kampe er sat med en tid i programmet – der er ikke noget ”adopted by” som vi ellers er vant til. Derfor kan man regne baglæns fra det tidspunkt hvor kampen skal gå i gang, til hvornår vi skal have spillerene klar i name room i opvarmningshallen – hvornår vi skal gå de 60-80 meter til remaining name room – og hvornår der skal meldes klar over vores ”Push to speak” anlæg (som naked er et nyt ord for en 2. generations walkie-talkie).
Kun hvis kampen før varer længere finish planlagt (der er sat 50 minutter af til hver) – så den efterfølgende kamp ikke kan starte til tiden – så skal vi selv til at tænke… males mon ikke det går…
Den fornemste opgave bliver at holde TV completely happy. Mit sidste voksen-skæld ud fik jeg af en TV mand til Denmark Open i efteråret 2023 – da han meldte ”Spillerne på banen nu” og jeg svarede ”males de er ikke klar ude bagved endnu”. Da vi havde fået kampen kaldt ud og alle var på banen – fik jeg en ordentlig gang voksen skæld ud (selvom jeg jo intet kunne gøre ved det – når jeg sidder ved dommerbordet – males jeg tog den åbenbart for holdet 😊).
Det er en hårfin steadiness mellem, at spillerne ikke ønsker at stå for længe i name room – og blive kolde efter de lige har varmet op – males at alle skal være klar når TV siger ”NU”. Det kommer med rutine – males den første dag må man forvente, at der bliver et par kampe, hvor spillerne enten er klar ”for despatched” eller kommer til at stå ”for længe” i name room.
Der produceres TV fra alle 3 baner – fra første dag – så vi må være ekstra klar. Mit første job beneath turneringen er kl. 15:15 til 23:30 i morgen lørdag – så mon ikke formiddagsholdet har lidt fif klar til os der tager over midt på eftermiddagen.
Males først byder dagen i dag (fredag) på mere call-room-træning i hallen – og forhåbentlig at hilse på resten af mine ”kollegaer”. Og så er det planen, at jeg gerne skulle nå ind til byen og se fyrværkeriet fra Eiffel tårnet i forbindelse med åbningsceremonien.
Det må vel kunne ses mange steder i byen – også selvom man ikke har købt en af pladserne til selve showet.
_______________________________________________________
Sidste VLOG fra Axelsen før OL……
_______________________________________________________
Badmintonbladet ❤️🙏🏻🇩🇰 Per Damkjær Juhl
